Hjem / Terapi / Depression

Det er en del af livet at mærke tristhed og have dårlige dage. Men føler man sig gennemgribende nedtrykt, modløs, træt eller ked af det over længere tid, kan det være tegn på en depression. Få hjælp og støtte her.

Hvad er depression?

Depression er en alvorlig sindslidelse, hvor man kan opleve at være nedtrykt, modløs, træt og mangler energi til at klare hverdagen. Mennesker med en depression har ofte negative tanker og kan have svært ved at føle en mening med livet. Mange har svært ved at føle glæde; det som tidligere gjorde én glad, er nu ligegyldigt. Koncentrationsevnen og hukommelsen kan også være svækket. Depression er en psykisk sygdom og en af de mest udbredte i Danmark. Med hjælp fra en psykoterapeut eller psykolog og evt. læge, er der heldigvis god behandling mod depression.

Jeg føler mig deprimeret

Du kan godt føle dig deprimeret uden at have en depression. For at stille diagnosen depression, skal symptomerne som udgangspunkt have stået på i mere end to uger, og flere af symptomerne skal være til stede på samme tid. Ved mistanke om depression er det vigtigt at reagere og søge hjælp til behandling.

Læs mere: fødselsdepression, tilbagevendende depression, dystymi, melankoli, unipolar depression, periodisk depression

Vores mål er at gøre det svære lettere for mennesker, som har brug for hjælp og opbakning.

Henriette Rendbæk Jønsson, leder og grundlægger

Mød vores terapeuter


Symptomer på depression

Der er flere forskellige symptomer. Oftest forekommer flere af dem samtidig.

  • Nedtryk og trist – ofte uden at vide hvorfor
  • Mangler energi og føler sig mere træt end normalt
  • Har negative tanker og føler, at livet er meningsløst og håbløst
  • Mistet lysten og interessen for ting og gøremål, der før var interessante
  • Rastløs med en indre uro
  • Svært ved at huske og koncentrere sig
  • Bebrejder sig selv og har skyldfølelse over at have det skidt
  • Søvnproblemer
  • Måske selvmordstanker

Har du eller én, du kender selvmordstanker, så kontakt lægen eller ring akut på 112.

Få hjælp med samtaleterapi

Effekten af samtaleterapi til behandling af depression er veldokumenteret. Kontakt vores terapeuter og psykologer i Lavendla for et behandlingsforløb og et første møde. Du finder oversigten over vores behandlere her på siden, hvor du kan læse om hver enkelt. Du er altid velkommen til at kontakte en af vores terapeuter/psykologer for en for-samtale.


Book et møde med os

Aftal et uforpligtende møde hos os, hjemme hos jer eller pr. telefon.


Hvor mange har depression i Danmark?

Det anslås, at 300.000 danskere har en depression her og nu og knap hver femte af os får en depression i løbet af livet. Tal viser også, at ca. 8 procent af den voksne, danske befolkning i løbet af et år udviser symptomer på en depression.

Hvordan viser depression sig?

Depression viser sig på mange forskellige måder, og der er flere forskellige typer og grader af depression. Type og grad af depressionen har betydning for, hvordan sygdommen føles, og hvordan den skal behandles. Alt afhængigt af den enkeltes symptomer er det muligt at vurdere, hvilken form for depression, man har.

3 grader af depression

  • Let
    Ved en let depression kan man stadig fungere forholdsvis normalt i det daglige, og symptomerne er milde. Det anbefales, at let depression behandles samtaleterapi uden medicin. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke medicinsk behandling til lette depressioner.
  • Moderat
    Deprimerede med moderat depression har typisk svært ved at fungere i hverdagen og symptomerne er flere.
  • Svær
    Med en svær depression kan man slet ikke få hverdagen til at fungere, og de fleste symptomer på depression er til stede.

Vi hjælper dig der, hvor du er

At søge hjælp og støtte kan være et vigtigt skridt henimod et bedre psykisk og mentalt helbred. Hos Lavendla gør vi det svære lettere. Vores team af kvalificerede psykologer og terapeuter kan hjælpe dig. Vi har ingen ventetid. Men vi gør opmærksom på, at vores psykologer og terapeuter ikke tager imod henvisning fra lægen.

Hvis du eller en, du kender, har akutte symptomer eller er i en nødsituation, skal du ringe 112 eller søge akut lægehjælp med det samme.

Mød os fysisk eller digital

Vores terapeuter arbejder både digitalt og lokalt. De er også fleksible tidsmæssigt og kan tilpasse sig dine behov.

Vælg en terapeut her på siden

Vælg en terapeut direkte på hjemmesiden, som du synes passer til dig, ud fra baggrund, anmeldelser eller sprog. Ellers beskriv dit behov, så hjælper vi dig.

Få værktøjer

Alle mennesker er forskellige. Vi møder hvert enkelt, hvor de er. Vores terapeuter vil give dig personlige værktøjer, som passer til lige præcis din situation.


3 gode råd

  • Søg professionel hjælp – Det første og måske vigtigste skridt er at søge professionel hjælp. Din egen læge, en terapeut eller psykolog kan give dig de værktøjer og den støtte, du har brug for til at håndtere dine symptomer.
  • Tal om dine følelser – Vær åben. Tal med venner og familie om dine følelser. At dele tanker og følelser kan hjælpe med at lette byrden og minde dig om, at du ikke er alene.
  • Selvomsorg og rutiner – Omsorg for dig selv er afgørende, når du kæmper med depression. Selvom det er svært, så forsøg at opretholde en regelmæssig rutine med sunde spisevaner, motion og tilstrækkelig søvn. Selv små aktiviteter, som en gåtur i frisk luft eller lytte til yndlingsmusik, kan gøre en forskel.

18 ofte stillede spørgsmål og svar om depression

Hvad er depression?

Depression er en psykisk sygdom, der påvirker dit humør, dine tanker og din adfærd. Symptomerne varierer, men omfatter ofte tristhed, modløshed, træthed og manglende interesse for aktiviteter.

Hvad er de almindelige symptomer på depression?

De mest almindelige symptomer er vedvarende tristhed, mangel på energi, følelse af håbløshed, søvnproblemer og nedsat appetit. Tal med en psykolog eller terapeut og læge og få hjælp til at stille en diagnose samt behandlingsmuligheder.

Kan man have en mild depression?

Ja, det er muligt at have en mild, let depression med kun få, lette symptomer. Her fungerer du nogenlunde i din hverdag, men kan være præget af let nedtrykthed, træthed og negative tanker. Det er altid klogt at tale med din egen læge, en terapeut eller psykolog, hvis du har mistanke om at du lider af mild depression. Det er vigtigt at forebygge at depressionen bliver værre.

Hvad sker der i terapi hos en terapeut?

Et behandlingsforløb er altid unikt og tilpasses individuelle behov. Terapeuten/psykologen søger at skabe et rum omkring klienten, hvor der dels er hjælp og støtte til et liv med sygdommen, dels skabe mulighed for at lære sin sygdom at kende, arbejde med selvforståelse, følelser, tanker og adfærd – og skabe positive forandringer, så depressionen ikke kommer til at styre liv og hverdag.

Kan svær depression gå over af selv?

En depression kan variere i intensitet og kan godt begynde at aftage af sig selv. Ofte er der dog behov for støtte og behandling. Det anbefales altid at søge rådgivning, da der kan være følgevirkninger af at gå for længe med sygdommen. Depression påvirker livskvaliteten for både den syge og eventuelle pårørende, ligesom der kan udvikles kognitive forstyrrelser, der påvirker hukommelsen, og der kan være risiko for udvikling af demens. Søg altid hjælp hos en terapeut/psykolog og læge, når du har depression.

Kan børn få depression?

Ja, det kan ramme i alle aldre, herunder også børn og unge. Symptomerne er de samme som hos voksne, men kan være formet af alderen, f.eks. er det mere typisk at børn og unge er irritable frem for nedtrykte.

Hvordan diagnosticeres depression?

Diagnosen depression stilles normalt hos en læge eller en psykiater. Du vil udfylde et spørgeskema, og lægen vil stille dig yderligere spørgsmål for at afklare graden af depressionen Det vil være spørgsmål om dine følelser, oplevelser og om hvordan du tackler livet. Typisk vil du blive anbefalet behandling hos en psykolog/psykoterapeut, i visse tilfælde i kombination med medicin.

Findes der forskellige typer af depression?

Ja, der findes flere typer, udover almindelig depression, er der vinterdepression, fødselsdepression, komorbiditet (sameksisterende diagnoser) og bipolar lidelse. Hver type har sine egne specifikke symptomer og behandlingsmetoder.

Hvordan behandles depression?

Behandlingsmulighederne er flere. Ofte anbefales samtaleterapi, evt. i kombination med medicin og livsstilsændringer. Kognitiv adfærdsterapi (CBT) er en almindelig form for psykologisk behandling.

Hvor længe varer en behandling?

Længden af behandlingen kan variere afhængigt af sværhedsgraden og de individuelle behov. Nogle kan opleve lindring i løbet af et par uger, mens andre har brug for langvarig behandling. Medicinsk behandling kræver gradvis indtrapning og udtrapning af det givne medikament.

Er depression arveligt?

Genetik kan spille en rolle. Man taler ofte om et samspil mellem arv og miljø. Som regel vurderes udløsning af en depression som en kombination af flere faktorer som livsomstændigheder og personlighed, der tilsammen disponerer for sygdommen.

Kan motion hjælpe mod depression?

Regelmæssig fysisk aktivitet har vist sig at forbedre humøret og den mentale sundhed. Men ved depression bør motion ikke erstatte professionel hjælp som samtaleterapi og evt. medicin. Det anbefales ofte at supplere behandling med motion og bevægelse.

Hvad er risikofaktorerne?

Belastning, sociale begivenheder, traumatiske oplevelser og personlig modgang kan være risikofaktorer for at udvikle en depression.

Er depression mere almindelig hos mænd eller kvinder?

Depression ses mest hos kvinder, Da symptomerne kan variere mellem kønnene, kan der være uopdagede symptomer hos begge køn. Generelt ses at mænd er mindre tilbøjelige til at søge hjælp ved både psykiske og fysiske symptomer.

Hvordan påvirker depression relationer?

Sygdommen kan gøre det svært at opretholde nære relationer og kan føre til social isolation og ensomhed. Familie og venner kan have vanskeligt ved at agere i situationen. Forsøg at tale åbent om dine følelser og tanker og udtryk dine behov overfor dine nærmeste. Det kan skabe en følelse af fællesskab og nærvær på trods af den svære belastning. Det er vigtigt at de pårørende også får støtte og rådgivning til at leve tæt på en, der lider af depression. Som pårørende kan du kontakte egen læge, psykolog eller terapeut for at få relevant hjælp.

Hvor kan jeg få hjælp?

Hvis du oplever symptomer på depression, er det vigtigt at søge professionel hjælp. Vores psykologer og terapeuter står til rådighed med rådgivning online eller fysiske møde. Kontakt egen læge, hvis du går med svære tanker eller tror du har en depression.

Er depression en psykisk sygdom?

Ja, depression er en psykisk sygdom. Og det er en af de mest udbredte psykiske sygdomme.

Hvad koster terapi hos Lavendla?

Hos Lavendla er det terapeuten og psykologen, der selv sætter prisen. En session eller terapigang varer normalt mellem 45-60 minutter og koster mellem 800-1300 kr. Du bestemmer i samråd med den du går hos, hvor mange antal gange, du har behov for. Den første gang I mødes handler det om at lære hinanden at kende, definere hvilke udfordringer du har og derefter lægge en plan for, hvordan I vil arbejde sammen for at nå dine mål med terapien.

Typer af depression

Almindelig depression

Almindelig depression udmønter sig i let, moderat eller svær grad. Symptomer kan være tristhed, nedsat glæde og interesse, søvnforstyrrelser, ændringer i appetit eller vægt, følelse af værdiløshed eller skyld, svækket koncentration.

Vinterdepression

Manglen på dagslys om vinteren kan føre til en depression.

  • Vinterdepression gentages med årstiderne, mest udtalt om vinteren.
  • Årsagen antages at være relateret til manglen på sollys i vintermånederne.
  • Symptomerne kan være træthed, nedtrykthed, social tilbagetrækning og et nedsat energiniveau.

Fødselsdepression

Fødselsdepression opstår efter fødslen og kan ramme begge forældre

  • Symptomer kan være tristhed, overvældende angst, manglende interesse for babyen, søvnproblemer og lavt energiniveau.
  • Det er vigtigt at få støtte, da det kan påvirke forholdet mellem forældre og barn.

Komorbiditet

Når depressionen er i samspil med andre psykiske lidelser

  • Depression kan forekomme samtidig med andre lidelser som f.eks. angst, ADHD, PTSD og spiseforstyrrelser
  • Komorbiditet kræver ofte en omfattende og integreret behandling, der kan have fokus på begge tilstande samtidig.

Bipolar lidelse

Udover depression består bipolar lidelse af opstemte og maniske perioder.

  • Mani er karakteriseret ved forhøjet stemningsniveau, øget energi, impulsiv adfærd og nedsat behov for søvn.
  • Den depressive fase af bipolar lidelse ligner symptomerne på almindelig depression.

Tegn på depression

Tegn på depression er individuelle og kan være forskellig fra person til person. Dog er der nogle generelle tegn. Hvis du har mistanke om, at du selv eller en pårørende har en depression, skal du være opmærksom på disse tegn og søge hjælp. Tilstanden skal have varet i to uger eller mere.

Typiske tegn på depression kan være:

  • Nedtrykthed
    En vedvarende følelse af nedtrykthed, tristhed eller håbløshed.
  • Nedsat lyst eller interesse
    Mangel på interesse eller glæde i aktiviteter, der før var behagelige eller interessante.
  • Træthed eller mangel på energi
    Konstant følelse af udmattelse, selv efter hvile.

Andre tegn kan være:

  • Ændringer i appetit eller vægt
    Enten signifikant vægtøgning eller vægttab
  • Søvnproblemer
    Har svært ved at falde i søvn eller sove igennem om natten, eller sover mere end normalt.
  • Nedsat koncentration og beslutningsevne
    Har svært ved at koncentrere sig, træffe beslutninger eller huske ting.
  • Følelsen af værdiløshed eller skyld
    Overdreven selvbebrejdelse, følelse af at være en byrde for andre eller en følelse af værdiløshed.
  • Langsom eller rastløshed
    Er fysisk og mentalt langsom eller det modsatte rastløs og urolig.
  • Fysiske symptomer
    Uforklarlige fysiske symptomer såsom hovedpine, mavepine eller generelle kropssmerter.
  • Selvmordstanker eller selvmordsforsøg
    Tanker om død, selvmord eller ønsket om at forlade verden kan være alvorlige indikatorer på depression. Tag hurtig kontakt til læge og psykolog/terapeut. Ring akut til 112

Årsager til depression

Der findes ikke et entydigt svar på, hvorfor nogle rammes af en depression, mens andre ikke gør. Meget tyder på, at sygdommen opstår i et samspil mellem en medfødt biologisk sårbarhed, vores opvækst, oplevelser tidligere i livet og andre ydre belastninger, der påvirker os her og nu.

Sociale forhold, herunder uddannelse, relationer, familie, netværk, økonomiske forhold og ens personlighed, har også betydning for, om man er i risiko for at udvikle depression.

Hvor længe varer en depression?

En depression varer typisk mellem et halvt til et helt år. Depressionen kan komme igen, hvis den ikke behandles. Derfor er det afgørende at søge hjælp og komme i behandling hurtigt. Jo hurtigere, man får hjælp, des større er sandsynligheden for et mildt forløb uden tilbagefald. Ofte vil en behandling bestå af psykoterapi hos en terapeut eller psykolog. Medicin kan også indgå i behandlingen. Her skal en læge involveres og inddrages i planen for behandling.

Behandling varer typisk fra to til fire måneder. Der er dog tilfælde, hvor depressionen trods behandling varer mere end et år.

Hvad er en kronisk depression?

En kronisk depression betyder udelukkende, at den har varet i mere end to år. Ikke om tilstanden kan behandles eller ej, eller hvor svær den er. Ca. hver 5., der oplever en depression, er i risiko for, at tilstanden bliver mere kronisk og varer i mere end to år.

Ligner depression og angst hinanden?

Depression og angst er ofte langvarige lidelser, og de er nært beslægtede. Det er ikke ualmindeligt for en person at opleve både depression og angst samtidig. De kan også begge hænge tæt sammen med stress. Når de optræder samtidig, kaldes det for “komorbiditet”. Få hjælp af en professionel terapeut eller psykolog til at skelne mellem hvad der er hvad, så du får en præcis diagnose og behandling.

Effektive behandlingsformer med psykoterapi

Der findes flere forskellige gode behandlingsmuligheder, f.eks. medicin, psykoterapi og livsstilsændringer. Bl.a. kognitiv adfærdsterapi har vist sig at være en effektiv behandlingsmetode, især når den kombineres med medicin ordineret af læge eller psykiater. Kognitiv adfærdsterapi er en af de mest undersøgte psykoterapiformer ved behandling af depression. Forskningen har dog ikke fundet forskel på effekten, hvis man sammenligner psykodynamisk korttidsterapi, kognitiv adfærdsterapi og interpersonel psykoterapi. I Danmark anbefales alle metoderne til behandling af depression, inkl. metakognitiv terapi, som interesserer sig for vores tanker, ikke hvad vi tænker, men hvordan vi reagerer på vores tanker.

Metoder, der anbefales og bruges i psykoterapi ved behandling af depression:

Ved at tale med en professionel terapeut eller psykolog kan du identificere de underliggende årsager til din depression og arbejde på at udvikle konkrete strategier til at forbedre dit velbefindende.

Hvornår skal du søge hjælp?

Hvis du har mistanke om, at du har en depression, skal du søge hjælp hos din læge. Din læge kan hjælpe med at afklare, om der er tale om en depression eller anden sygdom. Lægen kan også hjælpe med at afklare hvilken behandling, du har brug for. Mange har gavn af en kombination af psykoterapi og medicin.

Hvad kan jeg selv gøre?

Det er vigtigt, at du søger professionel behandling så hurtigt som muligt, hvis du oplever symptomer på depression. Du kan også gøre noget for at passe på dig selv:

  • Søg professionel hjælp
    Det vigtigste skridt er at søge hjælp hos en professionel behandler. Din læge kan vurdere din situation og anbefale den rette behandlingsplan, der kan omfatte psykoterapi, medicin eller begge dele.
  • Vær åben og tal med nogen
    Del dine følelser med en god ven, et familiemedlem eller kæreste. Det kan hjælpe dig med at føle dig støttet og mindre isoleret.
  • Lær sygdommen at kende
    Det er vigtigt at lære depression som sygdom at kende. Jo bedre, du kender sygdommen, des bedre kan du også tackle den og kende tegn på evt. tilbagefald.
  • Skriv tanker og følelser ned
    Skriv dine tanker og følelser ned, evt. i en dagbog. Dette kan hjælpe dig med at få bedre forståelse for dine tanker og identificere mønstre.
  • Sørg for god fysisk sundhed
    En sund livsstil kan have en positiv indvirkning på din mentale sundhed. Sørg for regelmæssig motion, en afbalanceret kost og tilstrækkelig søvn.
  • Undgå alkohol og stoffer
    Alkohol og stoffer kan forværre symptomerne på depression og gøre det sværere at komme sig. Det er bedst at undgå alle former for rusmidler.
  • Dyrk mindfulness og afslapning
    Prøv meditation, dyb vejrtrækning, yoga eller andre afslapningsteknikker. Det kan hjælpe dig med at håndtere depressionen i hverdagen.
  • Undgå isolation
    Selvom du måske vil være tilbøjelig til at trække dig tilbage, er det vigtigt at opretholde sociale forbindelser og deltage i aktiviteter, selvom det føles svært.

Hvordan foregår behandling i terapi for depression?

Skal du i terapi eller ønsker at komme det. Her kan du få en ide om, hvad du kan forvente. Hvad sker der i et terapirum, og hvad vil I typisk berøre i terapien. Arbejdet i terapi er meget individuelt og forskelligt fra person til person, alt efter behov. Der er derfor ingen fast dagsorden eller bestemt rækkefølge.

Et typisk behandlingsforløb med en psykolog eller terapeut foregår i et tæt samarbejde mellem klient og terapeut.

Typisk behandlingsforløb

  • Indledende terapigang
    Ved den første terapigang vil terapeuten eller psykologen lærer dig at kende og få et indblik i din depression, dine symptomer, livshistorie og personlige behov. I vil også tale om mål for behandlingen og dine forventninger til forløbet.
  • Opbygning af tillid og relation
    Opbygning af en positiv terapeutisk alliance er afgørende. Det skaber et trygt rum, hvor du kan åbne dig og blive støttet. Du og terapeuten/psykologen arbejder sammen om at etablere et tillidsfuldt forhold, hvor du føler sig hørt og forstået.
  • Undersøgelse af symptomer og årsager:
    Psykologen eller terapeuten hjælper dig med at forstå dine depressive symptomer og at identificere underliggende årsager.Det kan indeholde samtale om hændelser i livet, stressorer og tankemønstre, der kan bidrage til depression.
  • Psykoedukation
    Psykologen giver dig information om depression, herunder symptomer, forløb og tilgængelige behandlingsmuligheder. Du opnår viden om sygdommen, og målet er, at du får bedre mulighed for at mestre den og skabe et meningsfyldt liv.
  • Behandlingsplan
    Sammen laver I en individuel behandlingsplan til dig, baseret på hvem du er og dine behov, samt hvad er målet med behandlingen. Måske berører I anvendelsen af forskellige terapeutiske tilgange, f.eks. kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi eller andre relevante metoder. Men det er kun, hvis det interesserer dig, eller du har særlige ønsker. Terapeuten har selv styr på sine metoder og vil ofte benytte sig af forskellige.
  • Terapi
    Terapiforløbet består af regelmæssige møder, hvor du og terapeuten/psykologen arbejder sammen om at udforske dine tanker, følelser og adfærd. Gennem terapeutens/psykologens spørgsmål udforsker du dine problemstillinger med andre øjne. Terapiforløbet kan være af kortere eller længere tids varighed.

Mål og afslutning

  • Målsætning og evaluering
    I fastsætter konkrete mål for behandlingen, som evalueres løbende. Behandlingsplanen tilpasses løbende, så den passer til dig, afhængigt af hvordan det går i terapien og hvilke behov du har, som kan ændre sig undervejs.
  • Forebyggelse af tilbagefald
    Behandlingen arbejder også med forebyggelse, øvelser og udvikling af strategier for at undgå, at depressionen viser sig igen. Heri indgår også identifikation af støttemuligheder og ressourcer uden for terapirummet.
  • Afslutning og opfølgning:
    Afslutning af terapiforløbet består af en opsummering af din udvikling og de fremskridt, du har opnået. I kan drøfte mulige planer for opfølgning eller vedligeholdelsesstrategier.

Kontakt os

Få hjælp og støtte af Lavendlas dygtige terapeuter og psykologer. En terapisamtale varer typisk 45 minutter pr. gang. Du kan også starte med at bestille en for-samtale på 20 minutter. Inden et behandlingsforløb starter op, kan en 20 minutters samtale være en god start for at få en fornemmelse af, hvordan det er at møde en professionel psykoterapeut eller psykolog.

Vi gør det svære lettere

Det kan være et tabu at tale om depression, men at søge hjælp kan være et vigtigt skridt i retning af lindring og en forbedret livskvalitet. Det er ikke let at håndtere depression på egen hånd. Ved at søge professionel hjælp får du både støtte og behandling, der lindrer og virker.

Hvis du eller en, du kender, har akutte symptomer eller er i en nødsituation, skal du ringe 112 eller søge akut lægehjælp med det samme.

Vores anmeldelser

Masser af omsorg og empati. Forstod mine behov og ønsker. God støtte og hjælp. Stor anbefaling.

Margrethe

Christina Stjärnqvist

Skrevet af Christina Stjärnqvist

Christina Stjärnqvist er journalist og cand.comm med speciale i social- og sundhedskommunikation. Har skrevet for foreninger, organisationer og mediehuse indenfor området i over 20 år.