Når vi mister et menneske, vi holder af, kan verden pludselig føles uoverskuelig. Midt i sorgen opstår der mange beslutninger og praktiske opgaver, som kan være svære at overskue. Derfor er det vigtigt for mig, at du oplever, at du ikke står alene.
Jeg møder alle familier med nærvær, respekt og et oprigtigt ønske om at gøre en svær tid en lille smule lettere. Jeg tager mig tid til at lytte til jeres ønsker, jeres historie og det menneske, I skal tage afsked med. Sammen skaber vi en afsked, der føles rigtig, personlig og værdig.
Mit mål er, at du føler dig tryg fra vores første samtale. Du skal vide, at der er plads til både tårer, tvivl og spørgsmål, og at ingen bekymring er for lille. Når vi har lagt en plan sammen, tager jeg hånd om alt det praktiske, så du og dine nærmeste kan bruge tiden på hinanden.
Jeg har arbejdet med mennesker og planlægning i mange år, og siden 1995 har jeg professionelt stået for planlægning og koordinering af arrangementer, hvor nærvær, overblik og omsorg har været afgørende. Derudover arbejder jeg som rådgiver og foredragsholder inden for testamenter, arv og familiearveret samt som life coach. Den erfaring har givet mig en dyb forståelse for både de praktiske og menneskelige udfordringer, som mange familier møder, når de mister.
For mig handler det ikke kun om at planlægge en begravelse eller bisættelse. Det handler om at møde mennesker med respekt, skabe tillid og være en rolig støtte i en tid, hvor livet er forandret. Hvis jeg kan give dig følelsen af, at du er i trygge hænder, så har jeg opnået det vigtigste.